Atelier 2000s historie: fra lille skrædderi til international virksomhed
Grundlæggelsen i 80erne
I 80erne lukkede stribevis af danske skrædderier som følge af flytningen af systuer til Polen og Portugal, og skræddervirksomhed i Danmark var under hårdt pres. Alligevel havde faglæreren Else Duus mod på at starte egen skræddervirksomhed, og grundlagde i 1986 Atelier 2000.
Motivationen var at skabe praktikpladser til hendes elever fra skrædderuddannelsen på Håndværkerskolen (det nuværende EUC Syd), og dermed fastholde fagligheden i Danmark. Hun lejede lokaler på Perlegade 19 i Sønderborg, hvor de første skræddersvende og lærlinge blev ansat.
Via jobbet som faglærer havde Else Duus mange kontakter, især til medarbejdere i kostume-afdelingerne ved Danmarks Radio og Det Kongelige Teater. Det var derfor oplagt, at de første opgaver kom fra kostumeverdenen, og Atelier 2000 producerede som den første store ordre 80 kostumer til Det Kongelige Teaters opsætning af Carl Nielsens opera ”Saul og David”.
Uniformer som niche
Støt og roligt voksede Atelier 2000s kundekreds, og den kom også til at omfatte det daværende Statens Konfektion. Atelier 2000 blev valgt som underleverandør til den statslige virksomheds produktion af gallauniformer – en ganske speciel niche, for teknisk set er syning af uniformer helt anderledes end andet skrædderarbejde. Det kræver millimeterpræcision og meget erfaring. Den erfaring kunne Atelier 2000 oparbejde gennem et tæt samarbejde med Statens Konfektion.
Atelier 2000’s kompetencer indenfor syning af uniformer viste sig hurtigt at være efterspurgte – ikke kun af Forsvaret, men også af private virksomheder, garder, orkestre og foreninger, der ville have uniformer af høj kvalitet og med fleksibel levering. Desuden kunne Atelier 2000 overføre erfaringen med gallauniformerne til en ganske speciel tjenestedragt: præstekjolen.
Præstekjoler kræver plads
I 1996 vandt Atelier 2000 Kirkeministeriets kontrakt på fremstilling af præstekjoler til folkekirkens præster. Flere medarbejdere skulle ansættes, og pladsen blev snart for trang på Atelier 2000s lokaler. I 1997 blev det derfor besluttet at flytte produktionen af præstekjoler mm. til en industribygning i Sønderborgs udkant. For at kunne betjene kunderne på Sjælland åbnede Atelier 2000 desuden en afdeling i København.
I samme periode stiftede Else Duus, sammen med sin mangeårige medarbejder Heidi Moisen, aktieselskabet Atelier 2000 Uniforms-skrædderi A/S. Det blev starten på et løbende generationsskifte.
Gallauniformer tilbage til Danmark
Da Statens Konfektion blev privatiseret i starten af 1990erne, og kort efter lukkede, overtog det daværende Hærens Materielkommando (HMAK) ansvaret for Livgardens og Gardehusarregimentets gallauniformer.
HMAK beslutter at udlicitere arbejdet med gallauniformerne, og firmaet C. L. Seifert fik i første omgang kontrakten, og flyttede produktionen til udlandet. Det viste sig dog snart at være en dårlig ide. De høje kvalitetskrav kunne ikke honoreres, med forsinkelser og manglende leverancer til følge.
Da arbejdet kom i licitation igen i 2002, vandt Atelier 2000 kontrakten på gallauniformerne, og har haft den lige siden. Arbejdet med fremstilling af gallauniformer vendte tilbage til Danmark igen.
Det medførte snart behov for endnu mere plads og ansættelse af flere medarbejdere. I efteråret 2002 købes derfor en 1000 m² stor industribygning, beliggende på Grundtvigs Allé 161 i Sønderborg, som siden har været virksomhedens hovedsæde.
Generationsskiftet og Kongsvang Lædervarer
Den 1. april 2006 sker det endelige generationsskifte, og Heidi Moisen fortsætter som eneejer af Atelier 2000 Uniforms-skrædderi A/S. Samtidigt med generationsskiftet købes firmaet Kongsvang Lædervarer i Århus, der bl.a. fremstiller læderbælter og tasker til gallauniformer, tasker til hæren og flyvevåbnet, samt specielle industriprodukter i læder til erhvervslivet. Kongsvangs maskiner og produktion er efterfølgende flyttet til Sønderborg.
Internationalt samarbejde og alliance med C. L. Seifert
I årene efter 2006 bliver Atelier 2000 mere og mere internationalt orienteret, og udbygger samarbejdet med firmaet UAB AJK Productions i Litauen. Her oplæres skrædderne i at fremstille de nemmere dele af bl.a. gallauniformerne. Ved at kombinere produktion i Litauen og Danmark sikrer Atelier 2000 konkurrencedygtige priser uden at gå på kompromis med kvaliteten.
På UAB AJK Productions fremstilles også hovedbeklædning til Kgl. Hofleverandør C. L. Seifert A/S, der ejer dele af den litauiske fabrik. Det var derfor nærliggende at indlede forhandlinger med den tidligere konkurrent, som i april 2012 resulterer i en strategisk alliance mellem Atelier 2000 og C. L. Seifert. Atelier 2000 bliver forhandler af C. L. Seiferts gallaprodukter, der også omfatter hovedbeklædning.
Efter alliancen i 2012 ejes Atelier 2000 Uniforms-skrædderi A/S til 50% af Heidi Moisen og 50% af C. L. Seifters indehavere Jens og Anders Eriksen.
Röko køber aktier i Atelier 2000
Den 29. december 2022 indgår investeringsselskabet Röko en aftale om investering i koncernen omkring C.L. Seifert og Atelier 2000. Röko har base i Sverige og investerer i små og mellemstore nichevirksomheder i Europa, der står stærkt i deres marked – og det gør Atelier 2000.
Mens ejerskabet for virksomheden nu ligger hos Röko, fortsætter Atelier 2000s ledelse og medarbejdere med at drive den gode forretning der er opbygget gennem årene. Heidi Moisen, der i mellemtiden har skiftet navn til Heidi Dorothea Frank, forbliver direktør med ansvar for den daglige ledelse.
Atelier 2000 er sikret som virksomhed for fremtiden, og vil blive ved med at levere flotte uniformer og præstekjoler i rigtig mange år fremover.
Messehageler og stolaer fra Elisabeth Hofman
I januar 2023 udvider Atelier 2000 sortimentet af produkter til kirken med messehageler, stolaer mfl. Virksomheden overtager salget af produkterne fra Elisabeth Hofman efter hun i december 2022 er stoppet med sin mangeårige virksomhed i Hillerød.
Elisabeth Hofman har i knap 40 år fremstillet kirketekstiler af høj håndværksmæssig kvalitet med speciale i design af messehageler og stolaer. Som mangeårig leverandør til kirken og som skrædderi med en meget høj faglighed, er det naturligt for Atelier 2000 at overtage salget af Elisabeth Hofmans produkter til præster og menighedsråd.
Alle messehageler og stolaer bliver specialfremstillet efter ønske fra kunden. Elisabeth Hofman er i opstartsfasen med på sidelinjen, når Atelier 2000 fremstiller produkterne i de forskellige farver og designs til kirkerne.
Atelier 2000 i dag
Visioner og mål
Atelier 2000 er i dag et af de få skrædderier, der stadig har produktion Danmark – og det vil vi gerne blive ved med. Vi arbejder for at fastholde den høje faglighed i Danmark samtidigt med at vi udbygger samarbejdet med internationale leverandører for at fremtidssikre vores virksomhed i en global verden.
Atelier 2000 er kendt for at levere en meget høj kvalitet, og vores kunder skal altid opleve, at de hos os får beklædning af holdbare materialer, der har en god pasform og som er forarbejdet håndværksmæssigt korrekt.
Atelier 2000s kunder sætter stor pris på den fleksibilitet vi kan tilbyde igennem vores produktion i Danmark. Det er vigtigt for os at vi har leveringstider der imødekommer kundernes behov, og vi skal være gode til at finde fleksible løsninger for presserende sager og hasteordre.
Miljø og social ansvarlighed
Hos Atelier 2000 tager vi vores ansvar seriøst, og vi foretager de nødvendige handlinger for hele tiden at fremme og forbedre de miljømæssige og sociale forhold i forbindelse med vores forretning.
Atelier 2000 deltager i FNs Global Compact initiativ, hvis formål er at fremme virksomheders engagement i sociale og miljømæssige forhold hjemme og på verdensplan. Du kan læse vores årlige CSR-rapport (Communication on Progress) på Global Compacts hjemmeside.
Vores leverandører i ind- og udland forpligter sig til at leve op til principperne i Global Compact, som Atelier 2000s adfærdskodeks og miljøkrav bygger på. Vi følger løbende op på, at vores krav overholdes.
Læs vores adfærdskodeks (på dansk) / Code of Conduct (på engelsk).
Vores miljøkrav er beskrevet på engelsk i dokumentet Environmental Requirements.
Atelier 2000 støtter den danske modebranches etiske charter. Læs mere her.